Blandt voksne LEGO byggere er LEGO modulære bygninger (modular buildings) noget af det ypperste. Det er bygninger, man kan lave sit eget lille gademiljø med i reolen eller til pynt på et givent møbel. Bygningerne kan sættes sammen med Technic pins. Modsat City og andre temaer, så er der her gjort meget ud af at gengive bygninger med en høj detaljerigdom. LEGO modulære bygninger kommer en gang hvert år - for det meste til starten af det nye år. Alt afhængig af levetiden på sættene, så er der typisk 2 til 3 modulære bygninger i handlen til en hver given tid.
Topliste med LEGO modulære bygninger
Her giver jeg mit bud på, hvordan disse LEGO modulære bygninger rangerer mod hinanden i en topliste over LEGO modulære bygninger. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har bygget dem alle - endnu. Rangeringen falder mest på det visuelle og de miljøer og muligheder, der er i de forskellige sæt. Byggetekniske løsninger spiller også en rolle, hvor de åbenlyst gør en forskel. Selvom denne liste rangerer fra dårligst til bedst, så findes der ikke deciderede dårlige LEGO modulære bygninger. De er alle gode sæt. Særligt omkring midten af feltet kunne et sæt hoppe 5 pladser på grund af småting - det er et tæt felt.
Der er 21 bygninger i serien med LEGO modulære bygninger. Her er de rangeret fra dårligste til bedste bygninger.
21. Market Street (10190)

Market Street kom i 2007 kun få måneder efter den allerførste modulære bygning - Café Corner. Som den eneste i serien er den en del af LEGO Factory, som var en slags forgænger for LEGO Ideas. Selvom bygningen med sin blå facade står ud, så er der store mangler på detaljegraden og generelt bare noget, der er spændende. De første LEGO modulære bygninger havde heller ikke noget interiør, så der er heller ikke noget at komme efter bag facaden.
Nummererings mæssigt er den efter Green Grocer, der kom året efter, så man er fristet til at tænke, at dette sæt af en eller anden grund blev rushed igennem pipelinen og bare blev lidt middelmådig.
20. Green Grocer (10185)

Green Grocer kom i 2008 og introducerede interiør til de modulære bygninger. Det var et klart skridt fremad, men for mig står den stadig bare lidt kedelig i udtrykket. Nye byggeteknikker og klodser har efterladt udtrykket godt tilbage i rækkerne for denne bygning.
Til gengæld så er der nogle super sjældne sand green klodser i sættet, hvilket er med til at gøre den til en af de dyreste modeller i serien, når de bliver handlet brugt.
19. Pet Shop (10218)

Pet Shop kom i 2011 og bragte faktisk en ny ting til serien af LEGO modulære bygninger. I stedet for at være én stor bygning på en 32x32 plade, så var det to særskilte bygninger, så sættet i sig selv var modulært. På den måde kan man sætte en enkelt af bygningerne imellem andre og give en anden dynamik til gadebilledet. Dog synes jeg heller ikke her, at facaden og udtrykket er ældet så godt, når man kigger på andre modulære bygninger.
18. Palace Cinema (10232)

Palace Cinema kom i 2013 og bragte en biograf til gadebilledet. Den her deler nok lidt vandene. Hele præmissen omkring biografen er jeg helt med på. Interiøret er også løst på en fin måde med den sparsomme plads, der er. Der hvor kæden falder af for mig er stilen som Grauman’s Chinese Theater. Det er måske fordi jeg forestiller mig min gade som en smule mere europæisk, hvor denne Hollywood stil larmer for meget i billedet.
Der er nok mange, der ikke vil være enige her, men for mig placerer det sættet i den lave ende af listen.
17. Shopping Street (11371)

Shopping Street kom i 2026 og igen er der måske nogen, der vil undre sig over placeringen. Der er mange ting ved dette sæt, der egentlig er ganske godt. Bygningernes skæve placering i forhold til hinanden giver en god dynamik og interiøret i butikkerne er exceptionelle. Dog synes jeg ikke, at gadebilledet af LEGO modulære bygninger manglede flere butikker - dem har der været mange af. Det er nok mest skuffelsen over tematikken i sættet, der placerer den her mod den dårlige ende af listen.
16. Café Corner (10182)

Café Corner kom i 2007 og startede hele serien af LEGO modular buildings. Egentlig er facaden heller ikke ældet helt vildt godt på caféen, men der var stadig nogle spændende tanker, der i starten. Der er heller ikke noget interiør i bygningen, men etagerne kan stadig skilles ad og man kan kigge ind, ligesom det er på alle LEGO modulære bygninger.
Det er nok mest af alt en anerkendelse af, hvad denne bygning startede, der hjælper den op på denne placering.
15. Natural History Museum (10326)

Natural History Museum kom i 2023 og var det andet sæt til at gå ud over den ellers gænge 32x32 knop plade. Udtrykket er ganske fængende og passer sig til museet. Interiøret er også glimrende med udstillinger og alt der hører sig til et museum.
Dog synes jeg, at denne bygninger let bliver for pompøs til gadebilledet. Med 4014 dele er det også det største sæt i serien målt på antal dele i skrivende stund. LEGO har ofte formået at få to bygninger eller mere ind på en almindelig plade, så derfor virker denne bygning enorm stor og udenfor den dynamik, man ellers ser i gadebilledet. Den egner sig næsten bedre til at blive udstillet alene fremfor som en del af et samlet gadebillede, hvilket lidt underminerer hele konceptet med de modulære bygninger.
14. Detective’s Office (10246)

Detective’s Office kom i 2015. Murstensbygningen i dette sæt er nok til at hive hele sættet snart halvvejs op ad denne liste. Der er nærmest intet at sætte en finger på - og så toppet med en vandtank på toppen. Det lugter lidt af storby, selvom bygningen egentlig ikke er særlig stor.
Der er også et glimrende interiør med pool bord, som hæver sætter. Når det er sagt, så blive sættet nogen gange også lidt anonym i gadebilledet. Ikke alle bygninger kan være unikummer, og ikke alle bygninger kan toppe listen.
13. Fire Brigade (10197)

Fire Brigade kom i 2009 og var det første sæt i serien, der også inkluderede et køretøj i form af en retro brandbil. Denne brandstation er også tilpas anderledes end de mange mange brandstationer vi har set i City regi. Den klassiske bygning er gengivet på fin vis, selvom den også er ældet lidt, så den måske fremstår lidt grov i udtrykket. Det giver dog noget til gadebilledet med en bygning med en stor port i midten. Det stars and stripes agtige flag over porten kan man jo altid skifte ud med noget mere lokalt.
12. Town Hall (10224)

Town Hall kom i 2012 og selvom selve facaden kan virke en lille smule flad i udtrykket, så bliver det hele reddet af det imponerende ornamenterede søjle indgangsparti. Når LEGO afholder sig fra at lave religiøse motiver, så var det også en god anledning til at inkludere et minifigure brudepar. Indenfor byder rådhuset også på en fungerende elevator, hvilket også sparer på trappepladsen.
Bygningen kan synes en anelse pompøs til gadebilledet af LEGO modulære bygninger, men det vil et rådhus selvfølgelig også være i det rigtige gadebillede.
11. Brick Bank (10251)

Brick Bank kom i 2016. Egentlig er farveskemaet lidt kedeligt for denne bygning, der er præget af grå og sand - men come on - det er en bank. Den lidt bastante facade understøtter banken godt. En sjov detalje er det lille vaskeri, der er placeret ved siden af banken. For det første er det en sjov lille pun mod hvidvaskning af penge. Der er dog også en legefunktion i sættet, hvor penge fra bankboksen kan hentes ud igennem en af vaskemaskinerne.
Banken er generelt gennemsyret af detaljer, der lugter af penge og magt, som man ville forvente af dette sted. Med dobbelt etagehøjde og tagvindue får man også en imponerende interiør.
10. Grand Emporium (10211)

Grand Emporium kom i 2010. Det fremstår som et ægte stormagasin og bruger sin hjørnegrund på fin vis. Facaden er ganske genkendelig i gadebilledet af LEGO modulære bygninger og skiltningen er noget af det bedre, der er set i hele serien.
Indenfor er der en rulletrappe, som det eneste sted i serien. Der er masser af ting for minifigures at kigge på. Dog tænker jeg, at hvis sættet var lavet i dag, så var interiøret udnyttet bedre og pakket med endnu flere montre og displays.
Det ændrer dog ikke ved, at stormagasinet føles som en positiv tilføjelse til gadebilledet.
9. Bookshop (10270)

Bookshop kom i 2020 og byder både på en lille butik og et lille byhus. Sættet har et stærkt farvetema, der positivt skiller sig ud i gadebilledet. Byhuset er hyggeligt indrettet og boghandlen er ligeledes indbydende. Ligesom Pet Shop er dette sæt modulært i sig selv, da de to dele sættes sammen og kan sættes ind i bybilledet samlet eller hver for sig.
En anden ting jeg godt kan lide er det efterårsagtige birketræ udenfor boghandlen. Den er både simpel og samtidig utrolig udtryksfuld og understøtter Birch Books. Jeg kan godt lidt hvordan LEGO med et enkelt træ og noget minifigure beklædning har formået at inkorporere en årstid i dette sæt.
8. Police Station (10278)

Police Station kom i 2021 og bragte en politistation til gadebilledet af LEGO modulære bygninger. Igen har man i City set mange forskellige politistationer men ikke nogen som denne her. Selve politistationen er lidt kedelig i farvetemaet men det bliver reddet af mange gode detaljer i facaden og så lige brudt op af nogle velplacerede mørkeblå detaljer.
Noget af det spektakulære er, at der er blevet plads til hele tre forskellige facader på en almindelig 32x32 byggeplade, hvor politistationen optager det meste. Det giver en god dynamik i bybilledet. En sjov detalje er donutshoppen ved siden af stationen, der har en god kundebase ved naboen.
7. Parisian Restaurant (10243)

Parisian Restaurant kom i 2014 og bragte en virkelig smuk ornamenteret bygning til gadebilledet. Der blev brugt forskellige elementer til at lave dekorationer på facaden, der gav den mere pomp og pragt end så mange andre bygninger. Det dragende mørkeblå tag gemmer på et atelier, der er næsten lige så dragende som restauranten selv.
Miljøet foran bygningen giver også et frisk pust til gaden på reolen.
Som en af de første udnyttede den noget af bagsiden af bygningen med sidepladser til gæster, som kan gå op fra fortovet op langs siden af bygningen, hvilket giver noget luft.
6. Corner Garage (10264)

Corner Garage kom i 2019. Mange har for vane at udstille LEGO modulære bygninger sammen med køretøjer. Derfor gav det også meget mening at lave et værksted, som også bringer en tankstation til gadebilledet. LEGO har fået for vane at blande erhverv godt, og her finder man en dyrelæge over værkstedet, hvilket giver noget dynamik til sættet.
Udseendet bringer et lidt mere industrielt look til bybilledet, som der ikke har været for meget af. Alene det gør sættet forholdsvist genkendelig på hylden. Retro kranbilen er et godt tillæg til sættet og værkstedet med dets funktionsdygtige billift.
5. Jazz Club (10312)

Jazz Club kom i 2023 og der er mange ting, der spiller for dette sæt (pun intended). Ren æstetisk er der tre farver, der dominerer facaderne og spiller godt op imod hinanden. Det gør det også let genkendeligt. Det primære er selvfølgelig selve jazz klubben, hvor der er et helt minifigure band, der er klar til at spille. Indgangspartiet er fantastisk udført med et imponerende og dominerende skilt over. Ved siden af finder man et pizzaria, som i sig selv er simpel og fin, men det der sætter prikken over i’et er drivhuset på taget, som bringer friske forsyninger til restauranten.
4. Downtown Diner (10260)

Downtown Diner kom i 2018 og bragte et subtilt men vigtigst skifte for hele serien. Det var første gang at minifigures fik nye ansigter, der er mere udtryksfulde, som alle andre sæt havde haft i årevis. Indtil da var LEGO modulære bygninger præget af minifigures med old school plain smiley face.
Men vigtigere endnu kom der en bygning med et helt unikt arkitektonisk udtryk. 1950er udtrykket med pink og teal er det absolut mest genkendelige af alle modulære bygninger. Dineren i sig selv er fantastisk indrettet og lydstudiet på overetagen er bare ekstra krydderi på det hele. Bare for at toppe det hele af, så er der selvfølgelig en pink amerikanerbil, der understøtter den brølende livsstil.
3. Assembly Square (10255)

Assembly Square kom i 2017, og det var første gang at et sæt gik ud over den sædvanlige 32x32 byggeplade, hvor man her har 48x32 knopper. Den ekstra plads er brugt på hele 3 bygninger med en plads i midten. Det giver noget luft og noget opholdsrum til hele bybilledet og de mange minifigures.
De tre bygninger er tilpas forskellige til at give noget dynamik til sættet i sig selv. Særligt butiksvinduet ved bageren er jeg helt solgt på. Glasset lavet af de gennemsigtige portelementer men brugt på højkant giver et unikt vinduesparti. Med bageri, blomsterbutik, café, musikbutik, fotostudio, tandlægeklinik, lejlighed og dansestudie er sættet spækket med forskellige ting at gå på opdagelse i. Caféen ved pladsen laver en lille homage til det første sæt Café Corner med de hvid/gule markiser og skiltet over døren. Dette sæt markerede også 10 år med LEGO modulære bygninger.
2. Boutique Hotel (10297)

Boutique Hotel kom i 2022. Det er i al sin enkelthed et æstetisk smukt bygningsværk i meget traditionel art nouveau stil. Facaden har et væld af detaljer, der giver et helstøbt formgivet hotel, der virker både overdådigt og småt og boutique.
Noget af det virkelig interessante ved denne bygning er, at det ikke bare er en 90 graders hjørnebygning men faktisk mere spids, som man fx kender det fra gaderne i Paris. Det lille trekantede kunstgalleri ved siden af giver hele bygningen en særlig dynamik. Det giver også en lille spændende tagterrasse.
Indenfor er der selvfølgelig et spændende hotel, med værelser og pent house. Den lidt skæve geometri giver udfordringer i forhold til at udnytte pladsen indenfor men det er også løst på fin vis.
Når det nu er en hjørnebygning, så giver det også muligheder. Dem der vælger at placere bygningerne på en lige række på hylden får to forskellige muligheder at vise hotellet. Fra den ene side er den domineret af det smukke hotel. Tager man bygningen fra den anden side, så får man det lille kunstgalleri foran og mere grønt, der bryder byggeriet mere op.
1. Tudor Corner (10350)

Tudor Corner kom i 2025. Jeg havde egentlig ikke troet at Boutique Hotel kunne toppes i æstetikken - og så kom Tudor Corner tre år efter. Hovedbygningen skifter nærmest udtryk for hver etage, hvor den slutter af med bindingsværk i toppen. Før dette sæt havde jeg slet ikke tænkt på, at jeg savnede bindingsværk i gadebilledet af LEGO modulære bygninger, men når man ser resultatet her, så er det så indlysende.
Hele farvepaletten komplimenter hinanden så godt, og der er et overflod af detaljer hele vejen igennem alle dele af facaden. Ved første øjekast ser man næsten heller ikke den skæve vinkel, der ved pubben i stueetagen - så godt er den udført og integreret i byggeriet.
Når man så fortsætter til interiøret, så fortsætter det høje niveau også. Der er en detaljerigdom, som ikke er set mage i andre modulære bygninger.
Udover pubben finder du også en sybutik og et urmagerværksted. Begge dele giver noget forskelligt til sættet og løfter byggeoplevelsen og displayværdien.
