LEGO Architecture og LEGO Icons har budt på masser af ikoniske bygningsværker - Det kunne også være LEGO broer. Da jeg lavede skitsen til denne artikel, havde LEGO endnu ikke annonceret den nye Tower Bridge. På sin vis kom de mig i forkøbet, men jeg mener stadig, at denne artikel har sin berettigelse, da LEGO ikke ramte skiven helt ren omkring LEGO broer.
Hvilke LEGO broer burde vi se
Det er selvfølgelig åbenlyst at nævne Tower Bridge i London, da den nu allerede er lige på trapperne. Det var dog ikke der, jeg ville have startet med LEGO broer, da der allerede tidligere har været en Tower Bridge i form af 10214 Tower Bridge i det daværende Creator Expert tema. Det var et kæmpe sæt dengang tilbage i 2010, og selvom LEGO har fået mere og mere appetit på kæmpe sæt, så havde jeg haft en forventning om, at de ville skrue godt ned for størrelsen. Men 89 cm i længden er ikke just så lille og sætter lidt store krav til pladsen for udstilling.
Broer er i sagens natur ret lange i deres formgivning, men hvis man fx skulle samle en større samling af forskellige broer, så vil det blive en udfordring at finde næsten en hel meter til hver eneste i serien af LEGO broer. Jeg havde satset og håbet på en længde på omkring de 50 cm. Man kunne sågar gå lidt på kompromis med proportionerne for at gøre længden lidt mere kompakt og modellen mere display-venlig.
En anden ikonisk bro, der nærmest selv er en filmstjerne, er Golden Gate broen i San Francisco. Den ikoniske røde farve, vil også gøre noget særligt for modellens wow-faktor på display. Hængebroer er i sig selv en spændende arkitektonisk og ingeniørmæssig konstruktion, men den bliver helt særlig med Golden Gates røde pyloner, der tårner sig op. Der kunne være nogle interessante byggeroplevelser gemt i hængebroens konstruktion.
En anden ikonisk hængebro, der ville være fed i rækken af LEGO broer er Brooklyn Bridge i New York. Selvom broen ikke længere er noget særligt i størrelse, så var det stadig en kæmpe bedrift, da den stod færdig tilbage i 1883. Med sin neo-gotiske stil, har den også en vis tyngde i stilhistorikken, hvilket måske også er med til at gøre broen så ikonisk og genkendelig for de fleste mennesker.
Rækken af letgenkendelige broer kunne ganske vist fortsætte med Harbour Bridge i Sydney. Den har stadig førstepladsen som verdens største stålbue bro. Denne konstruktion viser en anden metode at løse et langt frithængende spænd. Det kunne netop være hele idéen i en serie af LEGO broer, så man synliggjorde de ingeniørmæssige bedrifter, der bogstaveligt talt hænger i luften.
En lidt anden type bro i serien kunne være Ponte Vecchio i Firenze. Omend denne bro virker lidt lille i forhold til de andre broer på listen, så er den stadig ganske unik. Der er ikke mange broer tilbage, som har bygninger på broen, men det finder man på denne lille bro, der går over floden Arno.
Man kunne også gå med vores egen Storebæltsbro i rækken af LEGO broer. Den havde trods alt rekorden som verdens længste hængebro i en kort periode. Den er dog måske også en anelse kedelig at kigge på i de grå toner og simple formgivning.
Formatet af broer bygget i LEGO
Som nævnt ville jeg have forestilt mig disse broer en anelse mindre end det LEGO har præsenteret med 21067 Tower Bridge. Når man ser på LEGOs måde at køre en subgenre i andre temaet, som fx Ringenes Herre i Icons temaet, så er det ét større sæt om året. Det ville også give mening for en serie af broer under Architecture temaet.
De sidste par år har ikke budt på mange Architecture sæt. Dog er der i skrivende stund 4 sæt i 2026, hvilket er en stigning i forhold til typisk 2-3 sæt pr. år tidligere. Det betyder, at LEGO allerede har vist en interesse i at udvide Architecture temaet. Der har dog også tidligere været bygningsværker i Icons temaet, som med rette kunne have været en del af Architecture temaet. Det kan være, at LEGO nu er ved at rettet op på denne blanding.
