Danmarks, Nordens - måske endda Europas største LEGO event er nu overstået for snart 2 uger siden i skrivende stund. Skærbæk Fan Weekend 2026 bød på alt det man kunne forvente sig af et LEGO event i denne størrelse med denne rækkevidde.
Der var masser og atter masser af fantastiske LEGO byg, som man kunne betragte og fordybe sig i. Ligeledes var der stuvende fuld af LEGO entusiaster i alle aldre og fra mange dele af verden - overrepræsenteret sjovt nok af AFOLs. Jeg vil her forsøge at lave en lille beretning fra Skærbæk Fan Weekend 2026 og hvad der fangede mig.
Værd at se på Skærbæk Fan Weekend 2026
Det er vel kun fair at starte med det bedste først. Jeg var draget af en udstilling kaldet Task Force ORCAA (Observation, Research & Control of Aerospace Anomalies). Alene titlen bevidner om, hvor meget historiefortælling der er lagt i denne udstilling. Udstillingen bestod af 5 selvstændige enkeltstående byg, som tilsammen gav et indblik i den verden. Hver byg var en svævende ø, der var hævet over bordet placeret på små klodsbyggede skyer for at give den svævende fornemmelse. Det der særligt dragede mig var det meget sikre formsprog der gik igen i alle 5 byg samt det meget klare farvetema, som gav hvert byg sit eget men alligevel bandt dem alle sammen. Der var masser af små scener at gå på opdagelse i, og hver af de 3 gange jeg var forbi udstillingen kunne jeg dykke ned i noget nyt, som jeg ikke havde set.





En anden lille udstilling, der fangede mig, var 4 forskellige eventyrer, der var linet op ved siden af hinanden. Hver bestod af en åben bog med eventyret og inde i den åbne bog på højkant var bygget en lille scene fra eventyret. De små scener var ganske detaljerede og mere end nok til at genkende eventyrene. Det helt særlige efter min mening var det kreative i at lade bøgerne agere baggrund og to vægge for scenen, som den klodsbyggede scene kunne spille op ad. Her var Den Lille Rødhætte, Hans og Grethe, Snehvide og Rapunsel, der alle var deltagende i form af minifigurer.




Så var der Woodish - idéen er egentlig rimelig simpel men udførelsen er krævende og her fantastisk. Forestil dig en Star Destroyer fra Star Wars men lavet i træ. Eller en AT-ST walker i træ. Det kunne også være Millenium Falcon i træ. Udstillingen bød på flere genkendelige fartøjer fra Star Wars universet, som var bygget i brunlige toner med et meget stort forbrug af tiles med træprint. Det fangede straks øjet og jeg var henne og kigge. Men jeg tog mig selv i at vende tilbage senere for at nærstudere dem, for trædetaljerne gav så meget mere, når man rigtig fordøjede det.



Den sidste udstilling, jeg vil fremhæve, var World War Z lignende scene med en kæmpe horde af zombier, der kravlede op af hinanden for at hive en helikopter ned. Og når jeg skriver kæmpe horde, så er det ikke en overdrivelse. Jeg har desværre ikke tal på hvor mange zombie minifigures, der var, men det var en overvældende stor søjle af minifigurer, som samtidig oversvømmede objekter på jorden. Hele horden fremstod som en nærmest organisk masse, men når man kiggede nærmere kunne man se hvordan de forskellige figurer havde fat i hinanden. Hele bygget stod på en roterende plade, så man kunne beskue det fra alle vinkler.


Der var selvfølgelig så meget andet at kigge på også. De to haller var fyldt til randen med udstillinger af både kunst bygget i LEGO, kjoler bygget i LEGO, kæmpe modeller i LEGO, små figurer i LEGO og masser af diorama-lignende scener i LEGO. Af honorable mentions var der en gigantisk motoriseret pariserhjul. Der var et undervandsbyg med stemningsfuldt lys. Der var også et Catan spil udført i LEGO, som netop havde fået de gyldne 10.000 stemmer på LEGO Ideas - se den her.







Salg af LEGO på Skærbæk Fan Weekend 2026
Som altid var der også flere boder med salg af LEGO. Der var både nye sæt til en særlig reduceret pris til eventet og så var der flere boder med ældre og udgået sæt, hvor samlere kunne finde noget til samlingen. Hvis du næste år står og mangler et LEGO sæt eller to, så kan det være værd at tage forbi Skærbæk Fan Weekend alene bare for boderne (og så fantastiske udstillinger ved siden af). Der var dog også en anden kategori, som er værd at køre efter: custom printet dele. Klodser eller tiles med et særligt print, man ellers ikke finder i LEGOs sortiment. Hvis du får lyst til at tage afsted næste år for at gøre en god handel, så skal du bare huske på, at de fleste af disse boder handler i euro.
En ting er sikkert. Skærbæk Fan Weekend 2026 var ikke sidste gang for mit eget vedkommende. Jeg står klar igen, når dørene åbnes igen i 2027. Du kan altid læse mere om Skærbæk Fan Weekend på deres side fanweekend.dk.

