Med ny rekord er LEGO omsætning 2025 nået 83,5 milliarder kroner, hvilket er 12% mere end i 2024. Overskuddet efter skat lød på 16,7 milliarder kroner, hvilket er hele 21% højere end i 2024.
Da det samlede legetøjsmarked voksede med syv procent, betyder det samtidig, at LEGO igen har klaret sig bedre end markedet generelt – noget virksomheden har gjort gennem en årrække.
Hos LEGO er der derfor også stor tilfredshed hos topchef Niels B. Christiansen.
Vi er meget tilfredse med rekordresultatet i 2025, der kommer ovenpå sidste års succes. Den høje efterspørgsel var båret af vores innovative produktportefølje kombineret med et stærkt Lego-brand og en effektiv forretningsmodel, siger han i en pressemeddelelse.

På toppen af legetøjsmarkedet
Igennem lang tid har Lego haft to store rivaler på den anden side af Atlanten: Mattel, der blandt andet står bag Barbiedukkerne, og Hasbro, som producerer My Little Pony samt brætspil som Monopoly.
Hos konkurrenterne har 2025 dog budt på mere blandede resultater. Mattel oplevede et fald i omsætningen på én procent, mens Hasbro til gengæld leverede solid fremgang med en vækst på 14 procent i omsætningen.
Tilsammen omsætter de to virksomheder for 69,4 milliarder kroner. Det betyder, at Lego alene har en betydeligt højere omsætning end sine to største konkurrenter tilsammen med LEGO omsætning 2025 på 83,5 milliarder kroner.
For bare ti år siden, var billedet ganske anderledes. Dengang havde Mattel alene faktisk en større omsætning end Lego.
Som citatet i pressemeddelelsen antyder, mener Lego selv, at en væsentlig del af succesen skyldes udviklingen af nye byggesæt samt et stærkt brand. Som det har været igennem mange år er Star Wars temaet stadig en guldfugl for LEGO og blandt de mest populære temaer.
I løbet af 2025 har virksomheden blandt andet indgået et samarbejde med Formel 1. De første produkter kom på hylderne samme år, hvor fans kunne samle detaljerede modeller af racerbilene fra McLaren og Ferrari.
Samtidig lancerede Lego i forbindelse med 30-års jubilæet for Lego Games en række nye spil og byggesæt baseret på populære spiluniverser som Lego Minecraft og Lego Super Mario.
Derudover er spillet Lego Fortnite Odyssey blevet videreudviklet, og siden lanceringen har spillerne tilsammen brugt mere end én milliard timer i spillet, fremgår det af Legos pressemeddelelse.

Legetøj er en sikker havn
Ifølge Frédérique Tutt, global rådgiver for legetøjsindustrien hos analysefirmaet Circana, skyldes en del af væksten på syv procent i legetøjsmarkedet i 2025, at forbrugerne i stigende grad søger mod legetøj som en form for frirum i en urolig tid.
I en tid præget af uro og usikkerhed vender både børn og voksne sig mod legetøj som for at stresse af. Byggesæt, spil og samleobjekter giver små øjeblikke af glæde og ro, og mange forældre bruger legetøj til at skabe tryghed og skærme børn fra den uro, der præger verden omkring os, siger hun.
Hun understreger samtidig, at det ikke kun er børn, der driver udviklingen. Flere og flere voksne køber også legetøj – enten til sig selv eller til andre voksne. Særligt byggesæt, kortspil og samleobjekter er blandt de kategorier, der vokser hurtigst på legetøjsmarkedet.

KLODS' bemærkning
Det er dejligt at se LEGO klare sig rigtig godt. De klodser man selv er vokset op med er nu ved at dominere på verdensplan. Spørgsmålet er hvor længe LEGO kan blive ved med at kalde sig legetøjsproducent. Deres markedsføring er stadig domineret af børn og leg, men de mange mange nye sæt, der egner sig til display, hvor prismærket peger opad, har aldrig haft børn i tankerne. Der bliver i den grad cateret for de voksne fans. Håbet her fra er at LEGO ikke glemmer udviklingen til børnene, som LEGO skal leve af i næste generation.
Den højere indtjening puster lidt til ilden, der florerer blandt nogle fans, at LEGO er ved at blive for dyrt. På den anden side har LEGO intet problem med at holde salget - tværtimod. Så længe der er hardcore fans nok af de store franchises, som LEGO har licens på, så kan de næsten sætte prisen, hvor de vil.
Se hele årsrapporten fra LEGO (engelsk)