Den høflige og elskede bjørn Paddington i LEGO er nok en drøm for mange. Siden forfatteren Michael Bond i 1958 udgav den første Paddington-bog, har den lille bjørn betaget folk i nu flere generationer.
I den første billedbog om Paddington ankommer den lille bjørn med tog fra det mørkeste Peru til London og sidder helt fortabt på sin læderkuffert med et skilt på, hvorpå der står "Pas godt på bjørnen, tak!". Samtidig er Hr. og Fru Brown på stationen for at hente deres datter Judy, og da de får øje på bjørnen, der ikke har noget sted at bo, efter at hans tante Lucy kom på et plejehjem for pensionerede bjørne i Lima, er der ingen tvivl: Han skal med dem hjem at bo.
Paddington i LEGO helt konkret
I mellem de seneste LEGO Ideas forslag er der en Paddington i LEGO, der har nået de gyldne 10.000 stemmer, hvilket bringer den til anden review runde i 2026. Det tog kun et halvt års tid for fan designeren Bricked1980 at nå de 10.000 stemmer. Det er værd at nævne, at denne bruger rent faktisk tidligere har fået et design forslag hele vejen igennem til udgivet produkt med Red London Telephone Box.
Den nyeste model her er 27 cm høj og består af 1.150 dele. Paddington sidder med en sandwich i poterne og venter tålmodigt på en bænk sammen med hans læderkuffert. Man kan tage hatten af Paddington for at afsløre en marmeladesandwich til nødstilfælde - man ved jo aldrig. På bænken har han et brev klar til tante Lucy. Paddington i LEGO er fuldendt med hans betroede kuffert, som her er fyldt op med marmelade og endnu flere sandwiches.
Efter min mening er det i hvert fald et ganske propert bud på et nostalgisk Paddington i LEGO sæt, der kan stå fremme til display.

En bjørn med mange forsøg bag sig
Der har været flere forsøg på LEGO Ideas til at skabe Paddington i LEGO. Faktisk er dette Bricked1980's andet forsøg - og imponerende nok anden gang til at nå 10.000 stemmer. Det første forsøg blev dog aldrig til et sæt. Det kræver selvfølgelig også at Studiocanal, som ejer rettighederne til Paddington, er interesseret i at få skabt en klodsbygget udgave af Paddington.
Et andet forslag fra designer Brickicist fokuserer mere på selve bjørnefiguren og omgivende gadesceneri, ligeledes med skjult marmelade og aftagelig hat. Begge designs er gået til officiel LEGO Ideas-vurdering, og Paddington har dermed siddet i reviewkøen flere gange uden endnu at komme igennem.
Hvorfor er Paddington i LEGO oplagt?
Argumenterne for et officielt sæt er svære at ignorere. Paddington er en af de mest genkendelige og elskede figurer i britisk kultur med global appel — bøgerne er oversat til over 40 sprog, og filmtrilogien med de live-action film fra 2014, 2017 og Paddington in Peru har introduceret karakteren for en helt ny generation. Det er præcis den kombination af nostalgi for voksne og aktuel relevans for børn som LEGO Ideas historisk set har udnyttet bedst.
Æstetisk set er Paddington også oplagt. De ikoniske elementer — den gule duffelcoat, den røde hat, den slidte kuffert, marmeladen og London som baggrund — er simple og genkendelige nok til at fungere i klodsformat uden at miste deres charme. Og London-universet passer naturligt ind i en samling der allerede tæller Red London Telephone Box og andre britisk-inspirerede sæt.
Hvad er status nu?
Senest er endnu et Paddington-forslag gået til vurdering i LEGO Ideas' tredje 2025-reviewrunde. Resultatet af denne er endnu ikke offentliggjort, men interessen fra fællesskabet er fortsat stor. Kombinationen af Paddingtons vedvarende popularitet, den nylige tredje film og et dedikeret og velorganiseret fan-opbakning gør dette til et af de stærkest stillede projekter i den aktuelle reviewrunde.
Paddington i LEGO er måske kun et spørgsmål om tid. Og når det sker, er der ingen tvivl om at den lille bjørn fra Peru vil finde sig et nyt hjem — denne gang på en hylde. Vi har set nostalgien slå igennem for både Tintin og Nuser indenfor relativ kort tid - begge igennem Ideas.

